STU på Futuris

Futuris tilbyder en 3-årig særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse (STU) for unge under 25 år, som ikke kan gennemføre en ordinær ungdomsuddannelse.

STU-forløbet er praksisnært og tilrettelægges individuelt med udgangspunkt i den unges behov, ressourcer, interesser og udviklingsmål. Uddannelsen kombinerer almen undervisning, faglinjer, ADL (almindelig daglig livsførelse) og praktik med fokus på at udvikle den unges faglige, sociale og personlige kompetencer og skabe afklaring om mulighederne efter STU.

Målgruppe

STU på Futuris henvender sig til unge under 25 år med forskellige kognitive, udviklingsmæssige og sociale udfordringer. Det kan blandt andet være unge med opmærksomhedsforstyrrelser, udviklingsforstyrrelser, tilknytningsvanskeligheder eller andre intellektuelle og kognitive vanskeligheder.

Undervisning og faglinjer

Dansk, matematik, engelsk, medborgerskab og ADL (almindelig daglig livsførelse) indgår som faste dele af undervisningen. Har den unge ikke afsluttet 9. klasse, samarbejder Futuris med VUC Næstved om mulighed for at færdiggøre 9. klasses afgangseksamen som en del af STU-forløbet.

Den unge kan være tilknyttet én eller flere af fem faglinjer:

• Natur og udeliv – natur, planter og praktisk arbejde
• Køkken, krop og motion – madlavning, sundhed og bevægelse
• E-sport & medier – gaming, samarbejde og digitale medier
• Kunst & design – kreative processer og forskellige udtryksformer
• ADL (almindelig daglig livsførelse) – økonomi, madlavning, transport og andre færdigheder knyttet til et selvstændigt voksenliv

Faglinjerne bruges som ramme for praktisk læring og træning af blandt andet ansvar, samarbejde og selvstændighed.

Praktik og afklaring

Praktik er en central del af STU-forløbet og kan foregå både internt på Futuris og på eksterne arbejdspladser. Praktikforløbet tilpasses den unges interesser og udviklingsmål.

Praktikken giver erfaring med blandt andet mødestabilitet, ansvar, samarbejde og arbejdspladskultur og bruges samtidig til at afklare den unges styrker, interesser og muligheder efter STU. Futuris har faste praktiksteder og hjælper også med at finde individuelle praktikmuligheder.

Struktur og pædagogisk tilgang

Hverdagen har en fast og genkendelig struktur, men den enkelte unges dag afhænger af deres individuelle STU-forløb. Dagen sammensættes blandt andet ud fra valg af faglinje og praktik og kan bestå af morgensamling, bevægelse, undervisning og almene fag, ADL (almindelig daglig livsførelse) og aktiviteter på deres valgte faglinje samt fælles måltider.

Futuris arbejder med en neuroaffektiv tilgang samt principper fra en konfliktnedtrappende, rolig og anerkende pædagogik. De unge møder et fast team af medarbejdere.

Opfølgning og samarbejde

Den unges udvikling følges løbende med udgangspunkt i individuelle mål, faglige og praktiske færdigheder samt sociale og personlige kompetencer. Der afholdes 1-2 årlige statusmøder med opfølgning på udvikling og progression.

Futuris samarbejder tæt med den unge, familien og UU-vejleder fra visitation og opstart til løbende opfølgning og justering af forløbet.

Hjem til en fremtid

Kom til åbent hus på STU’ens Dag

Torsdag den 1. oktober kl. 14.00-18.00 slår vi dørene op til STU på Futuris.

Kig forbi, oplev stedet og hør mere om vores STU, faglinjer og muligheder.

Du er landet det rigtige sted!

Joanna i Vesterborg har skiftet navn og hedder nu Futuris.
Samme sted, samme mennesker, samme mission.
Vi arbejder for at hjælpe børn og unge hjem til deres fremtid.